Poetry Slam i Danmark

 

Hér kan du læse om poetry slam generelt, om de forskellige scener for poetry slam, om reglerne og hvordan du selv kan stille op.

Hvis du vil booke Peter Dyreborg til et poetry slam one man show, en workshop, et undervisningsforløb eller som arrangør af et større poetry slam arrangement, klik her for brochurer (kan arrangeres i hele Danmark), og hvis du vil lave dit eget arrangement, læs mere nederst.

 

København, Odense, Århus, Aalborg og Esbjerg

Kort fortalt: Poetry slam er en konkurrence i digtoplæsning og performance poesi i bred forstand. Det har eksisteret i Danmark siden 1998, hvor det blev startet af digteren Janus Kodal på Café Poeten på Jagtvej i København. Siden hen flyttede den københavnske scene til CaféTeatret, Kulcaféen, Ideal Bar og Huset i Magstræde, men der har også været afholdt enkelte slams mange andre steder i København, ligesom der har været forskellige mere eller mindre faste scener i resten af landet.

I dag er der en fast scene for poetry slam i København på Underkanten, Huset i Magstræde. Der er desuden faste scener i Odense og Svendborg, som koordineres af foreningen PS Fyn, der blev startet af Kim Linnet og Peter Dyreborg. I Århus arrangeres med jævne mellemrum poetry slam af foreningen Poetklub Århus, ofte i samarbejde med Peter Dyreborg, og i Aalborg af foreningen 57Nord, ligeledes ofte i samarbejde med Peter Dyreborg, ligesom Aalborg Teater også afholder enkelte arrangementer på Transformator, og på Studenterhuset i Esbjerg er der i samarbejde med Peter Dyreborg en mere fast scene på vej i efteråret 2010. Derudover er der en række poetry slammere, som optræder forskellige steder i landet, enten solo eller i grupper.

Hvis du vil opleve et poetry slam, eller selv vil stille op (læs først reglerne nedenfor), besøg en af de faste scener (links nedenfor) eller klik her for at se hvor Peter Dyreborg optræder.

 

larskraemmer4Reglerne i poetry slam

Reglerne varierer ofte en smule fra land til land og by til by, men nedenfor er de traditionelle regler beskrevet.

Poetry slammere: 1) Man skal selv have skrevet sin tekst eller have ejerskab til sit værk, men det er tilladt at citere og referere i begrænset omfang. Man må optræde med poesi og prosa og al mulig andet, og man må tale, råbe, synge, rappe, improvisere, danse eller stå med ryggen til. 2) Må man bruge rekvisitter? Nej. Må man bruge instrumenter? Nej. Må man bruge udklædning? Nej. Må man være nøgen? Nej. Må man være skidegod? Ja. 3) Man har maksimalt 3 minutter og 10 sekunder til rådighed, og tiden begynder idet man kommunikerer med publikum, hvad enten det sker verbalt eller non-verbalt.

Dommere: 1) Der udvælges 5 dommere eller dommerpar blandt publikum, hvor det tilstræbes at ingen af dommerne kender de optrædende poetry slammere personligt. Dommerne giver point mellem 0,0 og 10,0, hvor 0,0 er det laveste og 10,0 det højeste - den laveste og højeste karakter falder bort, således at den samlede pointscore består af de tre midterste karakterer og maksimalt kan være 30,0 i hver runde. 2) Såfremt en poetry slammer går over tid fratrækkes den samlede score 0,5 strafpoint pr. påbegyndt 10 sekunder. 3) Eventuelle tidsoverskridelser og overholdelse af øvrige regler påses af slammets konferencier, kaldet MC’en.

Dommere - husk på, at det er jer, der giver point, og dermed jer, der bestemmer hvem der er den bedste poetry slammer - stem med hjernen og hjertet på rette sted, og giv point for dét, som I synes er godt - lad jer ikke påvirke af hvad resten af publikum synes er godt. Publikum - påvirk dommerne så meget I kan! Klap og kom med hurraråb så meget I lyster - hvis I synes, at en poetry slammer er god, så vis det.

Der afholdes to indledende runder og en finale - de seks poetry slammere, som har højest point fra første runde, går videre til anden runde, og i finalen mødes de tre, som sammenlagt har højest point fra både første og anden runde. I selve finalen nulstilles pointene, og den poetry slammer, som får højest point i finalen, vinder, men ved inderst inde, at “the points are not the point - the point is poetry”.

Inden første runde går i gang afholdes et prøve-slam, således at dommerne kan prøve at give point. Prøve-slammet udføres af MC’en eller en anden poetry slammer, som ikke deltager i selve konkurrencen.

 

Lav dit eget poetry slam arrangement

Hvis du vil lave dit eget poetry slam arrangement, kan du gøre som følger:

1) Find et sted og fastsæt dato og tidspunkt, og 2) find nogle poetry slammere og en MC, og 3) lav fem dommermapper og skaf nogle præmier, og 4) invitér publikum og afhold poetry slammet. Det kan gøres meget enkelt, men hvis du er i tvivl om hvordan og hvorledes, spørg.

Og hvis du vil vide hvordan VM i poetry slam foregår, kan du læse Peter Dyreborgs reportage fra Paris i 2008 ved at klikke her.

 

Faste poetry slam scener i Danmark

Poetry slam i Aalborg, se Facebook her

Poetry slam i Århus, se Facebook her

Poetry slam i Esbjerg, se Facebook her

Poetry slam i Odense og Svendborg, se www.psFyn.dk

Poetry slam i København, se www.scenepoesi.dk for Underkanten, Huset i Magstræde. For Malmø, som jo nærmest er en slags forstad til København, klik her.