Er du ikke stolt af dit sprog?

En reportage fra VM i poetry slam, Paris 2008
(trykt i JyllandsPosten, den 13. juni 2008)

 

De er her alle sammen i Paris; digterne. Omtrent halvtreds fra Frankrig og tyve styk alle mulige andre steder fra.

Der er den stolte sydafrikaner, der skriver nationalistiske digte. Der er digteren fra Polen, der drikker som en digter fra Polen. Der er den aldrende mexicaner, som dog viser sig at bo i New Mexico. Der er en blondine fra Sverige, en neger fra Canada og en næsten hvid fra Zimbabwe. Der er en hjemmedreng fra Tyskland og en gøgler fra Israel. Der er et ægtepar fra Finland. Og den flinke fyr, som aldrig vinder, er fra Holland. Og selvfølgelig er der den følsomme dreng fra USA. Der er den politisk korrekte pige fra England, atten år og mulat, der advarer mod cigaretter og alkohol og skriver digte om at mænd er nogle svin. Allerede efter to dage drikker hun sig ned og går i seng med den følsomme amerikaner.

Og der er mig; danskeren, der skriver digte om hvor svært det er at være rig i en fattig verden.

Der er VM i poetry slam, la Coupe du Monde, og vi er i Paris. Og så alligevel ikke. Vi bor og optræder i Bobigny, hvilket svarer til København Nordvest. Bare værre. Meget værre. I lufthavnen bliver jeg modtaget af en franskmand i jakkesæt, der står med et skilt: Monsieur Peter Dyreborg. Og jeg bliver glad. Dét er der stil over. Men på turen ud til Bobigny, som varer omtrent en time i tog, går det op for mig, at jeg er langt hjemmefra. Jeg ved ikke, om den korrekte betegnelse er ghetto, men alt er gråt, slidt og det regner. Alle er et hoved lavere end mig og jeg er den eneste hvide. Der er i dén grad langt til Valby.

Der er pressekonference på Salle Pablo Neruda. TV. Radio. Aviser. Borgmesteren for Bobigny er der også. Den franske arrangør, Pilote, er stjernen. Jeg bliver selvfølgelig interviewet. Alle digterne bliver interviewet. Men han er stjernen. Det er hans show. Det er ham, der styrer det. Desværre styrer han det dårligt, men jeg ved, hvor meget franskmand han er og at jeg for alt i verden skal undgå en konfrontation. Men det ved de andre digtere ikke. Endnu. Da jeg i foråret blev inviteret til Frankrig, blev jeg bedt om at optræde med mine digte på dansk. Jeg spurgte Pilote, om jeg måtte optræde på engelsk eller fransk eller måske få lov til at blande sprogene, og han svarede: ”Aren’t you proud of being Danish? Aren’t you proud of your language? How will people know that you are a Danish poet if you don’t speak Danish…”

Dagen efter pressekonferencen optræder jeg på en folkeskole med endnu en digter fra Afrika. Han taler fransk. Jeg taler dansk. Børnene er alle sorte på nær to og de er vel ni ti år gamle. Mine digte handler om sex og abort. Børnene forstår intet, men de griner af lydene fra min mund. Jeg læner mig frem mod en pige med rottehaler, ser hende dybt i øjnene og siger, at jeg har tabt min tro på troskab og tosomhed og den eneste ene. Og hun griner af mig. De griner alle og lærerinden takker mig mange gange. Pierre Dyreborg, poète danois.

Ved VM skal alle digtere optræde på deres eget sprog, og bagerst på scenen er der en storskærm med engelske og franske oversættelser. Flere bryder dog reglen. Værst er ham fra Zimbabwe, som i hvert eneste digt blander sit eget sprog med fransk og engelsk. Det fungerer godt. Og det irriterer mig fordi det netop var dét, jeg selv ville gøre, men ikke fik lov til. I de indledende runder er det nummer et og to, der går videre til semifinalen, og jeg bliver nummer tre. Jeg taber til en pige fra Madagaskar med nul komma fire point og dét er det laveste antal point man i praksis taber med. Hvis hun var blevet idømt strafpoint fordi hun brød sprogreglen, var jeg gået videre. Som dansker er jeg opdraget til at følge reglerne. Det gør man ikke ustraffet i Frankrig. Og slet ikke i Bobigny.

Efter de første indledende runder er der et møde, hvor flere af digterne beklager sig over, at storskærmen med oversættelser ofte ikke fungerer og at sprogreglen bliver brudt. Jeg er klog og holder min kæft. Pilote skælder ud og siger, at oversættelserne fungerer som de skal og pointerer, at alle skal optræde på deres eget sprog. Men det gør alle ikke og Pilote er ligeglad. Næsten alle de digtere, som taler fransk eller engelsk, kommer i semifinalen. På det vandrehjem, hvor vi bor, hævner digterne sig på Pilote ved at feste til solen står op og der bliver kastet med både borde og stole. Næste morgen må han stå skoleret over for bestyreren, der vil smide os ud. Jeg ved ikke, hvordan Pilote får talt sig ud af det, men det gør han.

Både tyskeren og den svenske pige går videre til semifinalen. Det glæder mig. Lige før showet skal starte kommer begge op at skændes med Pilote fordi der er fejl i oversættelserne og teknikken ikke fungerer. Pilote bliver rasende og råber op, og til sidst mister svenskeren besindelsen og forlader konkurrencen i protest. Vi bakker hende op, men får overtalt hende til at fortsætte og hun ender velfortjent i finalen. Da vi om natten igen drikker og laver alt for meget larm, viser den følsomme dreng fra USA for første gang lidt kant, da han siger: ”Let’s fuck up the show. Let’s fuck up on purpose in the final and it’s got to be an epic fuck up.” Det er fuldemandssnak, men befriende.

Om morgenen har jeg for alvor fået nok af ghettoen og tager ind til Paris for at bo hos en veninde i Rue de Rollin. Jeg er endelig i det rigtige Paris, 50 meter fra Hemingway. Det er hér, jeg hører hjemme. Jeg slentrer rundt, drikker kaffe og spiser baguette og ost. Helt klassisk. Men jeg har forberedt mig i fire måneder op til VM og det er svært at få nederlaget ud af kroppen. Lige inden jeg tog af sted fik jeg et sidste råd fra Lene Poulsen: ”Husk, du skal elske dit publikum.” Hun er den skuespiller, som har hjulpet mig undervejs. Og jeg elskede mit publikum, men det var desværre ikke nok.

Mens jeg sidder på Café Delmas, den tidligere Café des Amateurs, får jeg en sms fra min coach Mads Bonke, der minder mig om, at jeg er på eventyr: ”Roll with the punches and create from that.” Under hele VM har jeg været fulgt af Theis Molin, som er ved at lave en dokumentarfilm om mig, og vi bliver enige om, at det vil være godt både for filmen og mit eventyr, hvis jeg tager op i Eiffeltårnet og råber mit navn udover Paris. Så det gør jeg. Selv om la Tour Eiffel er proppet med folk giver de mig god plads. På grund af kameraudstyret kan de se, at jeg er en berømthed. De ved ikke, hvem jeg er eller hvad jeg skal lave, men de ved, at jeg ér noget og de danner en rundkreds om mig, filmer og tager fotos. Da Theis siger: ”Værsgo” går jeg helt hen til gitteret og råber af al kraft: ”Mit navn er Peter Dyreborg!” Folk klapper og hujer og en amerikaner kommer hen og siger: ”Wow man, you were great.”

I finalen mødes Sverige, England, Frankrig, USA og Tyskland. Og det bliver den følsomme dreng, der vinder. Han græder og omfavner alle, og da han modtager trofæet fra borgmesteren kaster vi os over ham og bærer ham rundt på scenen i kongestol. Vi er digtere. Vi er fulde og glade og har en fælles fjende: Pilote. Men han er ligegyldig nu. VM er forbi og det er ikke længere ham, der styrer showet. Den svenske pige blev nummer fire og jeg ønsker hende tillykke. Alle ønsker hinanden tillykke. Vi står udenfor Salle Pablo Neruda og drikker, danser og digter på alle mulige sprog. Polakken har hørt, at jeg er ved at skrive en artikel til en dansk avis og han forklarer, at jeg gerne må skrive, at han godt kan lide at drikke, men at han også er digter. Han er en god digter, ikke en drukkenbolt. Han er ved at arrangere en festival i Polen og inviterer mig til at deltage. Vi skal alle til Polen og optræde, bo på hotel, drikke og digte og det hele er sponseret af et vodkafirma. Jeg kan godt lide ham. Alle digterne skal mødes igen. I Polen, Holland, Finland, USA, Sverige, Danmark. Der er poetry slam overalt i verden. Det er dét, det handler om.

Programmet for Grand Slam de Poésie i Bobigny er et lille rødt hæfte med en tegning af en arbejder, der rækker hånden i vejret op mod hammer og segl. Men i stedet for et segl er der en fjer. Hér er digterne de sande revolutionære. Det er borgmesteren, som har skrevet forordet til programmet. Og La Ville de Bobigny er stolte af at præsentere la Coupe du Monde. Hun skriver blandt andet: ”Le Slam, c’est aussi un grand moment de partage et de solidarité où création rime aussi et souvent avec révolte et provocation, et nous avons hâte d’étre bousculés par tous ces poètes contemporains, et la transgression sera au rendez-vous. Le Slam n’est pas un phénomène de mode parmi tant d’autres, car il porte en lui des valeurs réelles d’humanisme où une grand place est faite aux femmes, aux minorités, aux poètes de pays en difficultès.”

Uanset om man vinder eller taber drikker man champagne. Og den sidste dag i Paris drikker jeg champagne. Min veninde og jeg sidder i hendes parisiske gård med en flaske Pol Roger. Solen skinner og livet er fint. Jeg har købt en gammeldags spilledåse for syv euro i en legetøjsforretning, og for at få mere resonans stiller jeg spilledåsen oven på champagneæsken. Dåsen spiller L’Internationale og vi griner og skåler.

Mit navn er Peter Dyreborg. Snart lander jeg igen i Danmark.