Peter Dyreborgs forbrydelse og straf – soloshow 2020

 

 

“Peter Dyreborgs forbrydelse og straf” er et underholdende storytelling-show om tyveri, røveri og bedrageri, et vaskeægte værtshus, ja, en meget brun bodega, og lidt for sorte penge, et hemmeligt pengeskab i en jysk provinsby, om mennesker, der går til grunde, og en præst, der bare vil hjælpe et barn… men husk: Kun Vorherre får kredit.

 

Er der noget mere dansk end alkohol? Kort sagt: Nej. For i Danmark drikker vi. Til hverdag og fest. På godt og ondt. Især når det er hyggeligt, men også når det er knap så sundt. Og enhver dansk familie har mindst én alkoholiker.

Oplev et væld af tragikomiske historier fra et vaskeægte brunt værtshus, og ja, det ér morsomt. Men der er også et “men”. Og alle, der kender til alkoholens mange sider, kender dette afgrundsdybe “men”, som tilmed rammer de pårørende.

Peter Dyreborg er mest kendt for poetry slam og spoken word, og i 2021 har han 10-års jubilæum på Det Kongelige Teater. I sit nye soloshow tager han dog en pause fra poesien, og giver sig i kast med storytelling tilsat en snert comedy.

Det er blevet til et ganske særegent show med en nervepirrende og rørende personlig historie om druk, værtshuse og kriminalitet. Men også med en hel masse at grine af, selv når der egentlig ikke er så meget at grine af.

 

Du kan læse en artikel om showet hos Fyens Stiftstidende, klik hér, i anledning af premieren den 28. oktober 2020 på Teater Momentum i Odense.

Tidligere spilledage:
28/10-2020 på Teater Momentum, Odense
29/10-2020 på Teater Momentum, Odense
19/11-2020 i Valby Kulturhus, København
20/11-2020 på Lygten Station, København NV
21/11-2020 på Teater Katapult, Aarhus
26/11-2020 på Råhuset, København V
28/11-2020 på Studenterhuset, København K

Der arbejdes p.t. på flere datoer med turné i 2021.

For datoer og steder med showet, klik og find mere info + billetlinks i kalenderen.

For booking-info, send en e-mail til peter @ peterdyreborg.dk